Yversundhed i top gennem bedre behandlingsstrategier
Projektets formål er at reducere forekomsten af klinisk og subklinisk yverbetændelse hos køer og dermed brugen af antibiotika til malkekvæg. Dette gøres ved at udvikle og implementere evidensbaserede kontrolstrategier for mastitis, der er baseret på forbedret diagnostik og behandling med antibiotika.
Der gennemføres følgende aktiviteter:
• AP 1: Undersøgelse af forekomst og betydning af forskellige typer af mastitis bakterier baseret på kirtelprøver fra individuelle køer i 100 malkekvægsbesætninger med forskelligt celletalsniveau, suppleret med en kortlægning af risikofaktorer og managementrutiner
• AP 2: Udvikling og effektvurdering af behandlingsstrategi for mild klinisk mastitis, hvor køer bliver inddelt i enten en kontrol eller behandlet gruppe med det formål at sammenligne ”cure rate” (procent helbredelse) mellem de to grupper
• AP 3: Formidling og implementering af anbefalinger og relevante styringsværktøjer til mælkeproducenter og rådgivere om brug af diagnostiske undersøgelser i besætningsspecifikke behandlingsstrategier. Resultaterne vil forbedre rådgivningen på yversundhedsområdet og dermed give mælkeproducenter bedre muligheder for at løse problemer med yverbetændelse på en målrettet, effektiv og økonomisk måde.